Globeteam overtager Safewhere
21-9 2010
Globeteam overtager aktiver fra Safewhere og styrker dermed sin position i markedet inden for identitets- og adgangsstyring på Microsoft-platformen.
Globeteam er specialiseret inden for infrastruktur og udvikling til Microsoft-platformen med særlig vægt på blandt andet identitets- og adgangsstyring. I forbindelse med overtagelsen af Safewheres aktiver den 17. september 2010 udtaler Globeteams administrerende direktør, Claus Moldow:
- "Overtagelsen af Safewheres aktiver giver os adgang til en stor kodebase og produkter, der i meget stor udstrækning supplerer vores egne ydelser. Globeteam og Safewhere har haft forskellige indgange til markedet, og da vi begge arbejder på Microsoft-platformen, er det helt ligetil for os og vores kunder at drage nytte af dette. Globeteam tilbyder Safewheres kunder fremadrettet support og videreudvikling af det produkt, de har valgt. Vi påregner at få en unik konkurrencefordel på det stigende marked inden for identitets- og adgangsstyring, og vi ser frem til at præsentere resultatet af dette ud mod markedet i den kommende tid.”
Aftalen omkring overtagelsen af Safewheres aktiver omfatter software, kildekoder og andre immaterielle rettigheder. Aftalen omfatter systemerne Safewhere Identify og Safewhere Protect, som giver virksomheder adgang til at bestyre brugere fra forskellige partnere på en let og effektiv måde og opnå omkostningsbesparelser og effektiviseringsfordele for både virksomheden, administratorer og brugere.
Globeteam har ligesom Safewhere opbygget en helt unik kompetence inden for identitets- og adgangsstyring i forbindelse med de brugerstyringsløsninger, der er blevet leveret til vores kunder. Vi var de første udenfor Microsoft til at implementere betaversionen af Microsofts seneste føderationsprodukt – Active Directory Federation Service version 2 (AD FS 2.0) – i en produktionsinstallation.
Med købet af Safewheres aktiver får Globeteam med ét slag en endnu bredere produktpalette inden for brugerstyringsløsninger, og slår sin position fast som den markedsledende leverandør i Danmark inden for løsninger til bruger- og identitetsstyring med særlig vægt på føderationsområdet.
Yderligere information hos administrerende direktør i Globeteam, Claus Moldow, mobil: +45 2631 0001
e-mail: cm@globeteam.com
Mere om Safewhere Identify og Safewhere Protect:
Safewheres hovedprodukt Identify giver eksterne brugere, kunder og partnere enkel og sikker adgang til interne systemer uden dyre og komplekse ekstranet-projekter, hvilket gør det muligt at nedbringe omkostningerne til brugeradministration mærkbart. Identify bygger på industristandarder – først og fremmest SAML 2.0 og WS-Federation – og giver adgang til enkel integration mellem applikationer samt alle de væsentlige typer af login, herunder NemLogin, NemID, Oces, NetId og brugernavn/password. Identify er bygget på en måde, der gør det let at tilføje nye loginmuligheder som Microsoft Live, Facebook Connect, 2-faktor autentifikation mv. i den takt markedet måtte begynde at efterspørge disse ting.
Safewhere Protect til Sharepoint var det første produkt til at muliggøre fødereret brugeradminstration og support for SAML 2.0 (som er den protokol, som IT- og Telestyrelsen har vedtaget skal benyttes til de fællesoffentlige løsninger) på Microsoft Sharepoint-platformen. Protect løser samtidig de udfordringer omkring sikker adgangskontrol og brugeradministration, der opstår når en Sharepoint portal, både skal anvendes af virksomhedens egne brugere og eksterne partnere og kunder.